Tysk ungdoms-symfoniorkester gæster Klassiske Dage Gratis adgang – som altid, når orkestret spiller.

Junges Sinfonieorchester Wetzlar deltager ved årets Klassiske Dage-festival i
Holstebro. Adgang til koncerten er gratis – som altid, når orkestret spiller.

Musikere fra hele fem forskellige symfoniorkestre optræder ved den 14. udgave af Klassiske Dage i
Holstebro 3. – 7. oktober. I år er der en særlig gæst blandt dem, nemlig det tyske ungdomssymfoniorkester,
Junges Sinfonieorchester Wetzlar.

– Det bliver første gang, vi skal deltage i en festival. Vi glæder os meget til at være en del af Klassiske Dage,
sier Astrid Eichhorn-Müller.
Hun er leder af orkestret, men har også selv spillet cello i 15 år i Wetzlar, en lille by cirka en times kørsel
nord for Frankfurt Am Main.

– Wetzlar er en forholdsvis lille by, så det er vanskeligt at rekruttere unge musikere med de nødvendige
kvalifikationer til at spille i et symfoniorkester. Derfor har vi valgt, at orkestret både skal byde velkommen
til de unge og til dem, der er unge af sind. Vores yngste medlem er 13 år og det ældste er i 40’erne,
forklarer orkesterchefen.

Ung eller ”ung af sind”

Ungdomssymfoniorkestret blev etableret i 1981. Alle musikerne er meget talentfulde amatører, og mange
af de unge har sidenhen fortsat musikstudier på konservatorieniveau.

– Vores filosofi var at samle et symfoniorkester, ikke kun for at bringe klassisk musik ud til publikum, men
også for at opmuntre unge mennesker til at spille klassisk musik og høste erfaringer ved at optræde
sammen med os, så de måske får lyst til at fortsætte musikstudierne, fortæller Astrid Eichhorn-Müller.

Klassisk musik bør være tilgængelig for så mange som muligt, synes hun. Derfor betaler musikerne kun et
årligt medlemskab på beskedne 15 euro (cirka 112 kroner) for at dække en del af omkostningerne, og
publikum kan lytte til koncerterne – helt gratis!

– Hvis du er studerende eller er en familie med to voksne og tre børn, så kan det faktisk være ret dyrt at gå
til koncert. Derfor inviterer vi folk til at komme og høre os spille, og bagefter kan publikum give en donation
til orkestret – så meget de nu kan eller har lyst til, forklarer hun.

Dyrt at spille ny musik

Og det virker. Donationerne og et lille tilskud fra byen Wetzlar holder orkestret kørende. Men
amatørmusikerne kæmper med udgifterne til at betale musikafgifter.

– Vi vil gerne spille moderne musik engang imellem, eller måske et soundtrack fra en film. Men det er
temmelig dyrt for os, fordi vi skal betale royalties til komponisten og rettighedshaverne. Men så spiller vi en
koncert med de gamle klassikere, Mozart, Beethoven, Haydn, og så videre – som vi kan optræde med
gratis. Man kan endda downloade noderne gratis fra internettet. Og det sjove er, at vi faktisk får større
donationer, når vi spiller den klassiske musik. Publikum nyder det virkelig, siger Astrid Eichhorn-Müller.

Turen går til Jegindø

I den første uge af oktober rejser Wetzlar-orkestret til Danmark for at tilbringe en uge på Limfjordsøen
Jegindø. Dels for at øve sig, men også bare for at have det sjovt og for teambuilding’s skyld.
– Vi rejser på tur til udlandet hvert år. Sidste år var vi i Italien, og i år ville vi gerne besøge Danmark. Vi
hygger os sammen, og de unge lærer en masse af de ældre musikere, så det er en god, blandet gruppe. Vi
skal øve os til lørdagens koncert i Holstebro, men vi glæder os til selv at høre festival-koncerten “Sea Pictures” med Kartine Gislinge som solist, og så skal vi eller bare nyde vores ophold i Danmark, siger Astrid Eichhorn-Müller.

Det tyske ungdomsorkester spiller i Orkestersalen på Holstebro Musikskole, Bisgårdmark. Det foregår
lørdag 6. oktober kl. 13-14. På programmet er Otto Nicolais ouverture til operaen baseret på Shakespeare’s
”De lystige koner i Windsor” samt Brahms’ fabelagtige 2. symfoni. Der er gratis adgang for publikum.

Læs mere om orkestret på www.jsow.de