Nu er der kun to dage til vores forpremiere i Lemvig og kun tre dage til Klassiske Dages åbningskoncert 2020. Og for god ordens skyld: Ja, festivalen bliver gennemført.
På samme måde, som karantæneramte mennesker taler om “hudsult”, fordi de savner en god krammer, så fornemmer vi også en tiltagende “kultursult”. Vi trænger til at lade sjælen op, inden efteråret og vinterens mørke for alvor sænker sig omkring os.
Flere har spurgt, om vi kan gennemføre festivalen efter de seneste skærpelser fra politiet og sundhedsmyndighederne. Men kulturarrangementer med siddende publikum er altså undtaget af de seneste skærpelser af forsamlingsforbuddet.
De mange smitteforebyggende restriktioner har primært til hensigt at forhindre berusede festdeltagere i at glemme anbefalinger om håndhygiejne og social afstand. Ved en koncert med klassisk musik, tilbyder vi hverken øl-bong, kædedans eller karaokesang – selv om det ellers kunne blive en mindeværdig oplevelse…
Vi gør naturligvis alt, hvad vi kan for at forebygge smittespredning: Publikum køber billet på forhånd (ingen salg i døren), bliver tilbudt håndsprit ved ankomsten, og man bliver derefter ledt direkte ind på en siddeplads med afstand til andre gæster. Koncerterne bliver lidt kortere, så vi kan afvikle arrangementerne uden pause, hvor det ellers er svært at opretholde afstand til andre gæster. Efter koncerten bliver publikum ledt ud under ordnede forhold, så der ikke opstår kø. Der er ikke krav om brug af mundbind, men publikum er velkommen til at medbringe eget mundbind og benytte det, hvis man ønsker det. Og har man Covid-19-symptomer, som ifølge Sundhedsstyrelsen ofte minder om influenza-symptomer (tør hoste, feber, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter, ondt i halsen og/eller hovedpine), så forventer vi naturligvis, at man bliver væk fra koncerten og i stedet kontakter lægen med henblik på at lade sig teste.