Sigurd Barrett Klaver, entertainer, Danmark

SIGURDS DANMARKSHISTORIE – EN DEL AF KULTURBY 2017

Så er chancen der for at deltage i et helt unikt projekt! Sigurd Barrett har væltet hele Danmark med sin nye Danmarkshistorie, der på kun et halvt år har solgt mere end 40.000 eksemplarer, og til efteråret spiller han en koncert på Klassiske Dage i Holstebro, hvor skolebørn fra hele Holstebro Kommune nu inviteres til at deltage. Sigurd vil tage korbørn og publikum med på en eventyrlig rejse fra Istiden til fremtiden, fra stenaldermænd til hiphop, og med nedslagspunkter i den klassiske musiks verden. I Klassiske Dages store børnekoncert er der indflettet et indslag med en lokal historie i samarbejde med Holstebro Museum for at levendegøre Danmarkshistorien for netop Holstebros børn.

Som en unik del af Kulturby 2017 lanceres dette særlige børneprojekt, og de skoler, som ønsker at medvirke, vil få tilsendt materiale på forhånd. Materialet er i en sværhedsgrad, så alle kan være med. På selve dagen øver Sigurd med alle korbørnene, så de bliver klædt på til at lave en fantastisk koncert for et fyldt Holstebro Musikteater. Uanset hvor meget man evner at øve på forhånd kan alle være med, og de børn, som kommer på scenen, vil få en oplevelse, de aldrig glemmer sammen med Sigurd, gæstesolister fra Klassiske Dage, Det Kgl Teaters Balletskole og en fyldt sal af begejstrede publikummer. Tilmeld jer nu – og glæd jer til Klassiske Dage 2017 – Sigurds Danmarkshistorie – i Holstebro.

Som seks-årig skrev Sigurd Barrett sine første sange. Som ung universitetsstuderende studerede han russisk rock, og som voksen har han både formidlet big band- og symfoniorkester-værker for de mindste. Sigurd og hans bjørn, Bjørnen Bjørn blev for alvor hvermandseje gennem det mangeårige samarbejde med DR-TV om formidling af musikken til børn.

Sigurd Barrett har med utrættelig energi vist, hvordan man kan være spontan, sjov, dybt musikalsk, folkekær og samtidig en gennemtænkt, seriøs musikformidler inden for et respektindgydende væld af genrer.

I Holstebro kender vi den dygtige entertainer, som den der sætter skub i skolebørnenes allerstørste musikalske oplevelser, når de tager del i Klassiske Dages store børneprojekter. I 2017 tager Sigurd udgangspunkt i vores tema: “Derfra min verden går” og giver os en speedtur gennem Danmarkshistorien.

www.sigurd-barrett.dk