Pop-up Music Club Ved Nørreport

Bankbygningen i toppen af Nørregade er forvandlet til midlertidig musikcafé

Hjørnebygningen Nørregade 57 husede i seks år Nykredits filial, men nu er der igen kommet liv i bygningen.
Det er musikfestivalen Klassiske Dage, som har lånt lokalerne til en ”pop-up butik” i hele festivalugen, hvor
man byder indenfor i Pop Up Music Club.

Fra tirsdag 26. september til og med lørdag 30. september er der dagligt åben i butikken, som vil byde på et
mix af klassisk musik med crossover til jazz og folkemusik, spillet af bysbarnet Anders Mogensen
(jazztrommeslager) og basist Zoran Markovic (bas, balkan folkemusik) i samspil med lokale, meget
talentfulde unge musikere.

– Hele grundidéen for Klassiske Dage er samspillet mellem de fantastiske kunstnere og musiktalenterne i
byen, og temaet for dette års festival er ”Derfra min verden går”, som blandt andet er en hyldest til det
talentliv, der foregår i Holstebro, forklarer Ulla Armose, som er projektleder for pop-up- butikken.

Butikken bliver udsmykket af elever fra Dansk Talentakademis Kunst & Designlinje, mens elever fra
OrkesterEfterskolen og Holstebro Musikskoles konservatorieforberedende MGK-linje leverer musikken i
samspil med nogle af de solister, som optræder på Klassiske Dage-festivalen.

– Ved at etablere os i en pop-up- butik får vi et mere uformelt sted, hvor man bare kan komme ind fra gaden
og overvære en workshop mellem professionelle musikere og talenter, lytte til musikken og møde
kunstnerne, fortæller Ulla Armose.

Et fast indslag er en ”artist talk”, hvor publikum får lejlighed til at stille spørgsmål til de inviterede
musikalske stjerner, som jo også selv var unge musikskoleelever engang.

– Det er uvante rammer for musikerne, som ikke er vant til, at publikum kommer og går, mens de spiller.
Men det er også en god måde for publikum at møde den klassiske musik på en uformel måde. Og vi har et
crossover med elementer af jazz og folkemusik, så der bliver oplevelser for alle, siger Ulla Armose.

Pop Up Music Club har lånt caféborde og stole af UCH Holstebro og hyggelige sækkestole fra
OrkesterEfterskolen, og musikbutikken samarbejder med Poul Hancock fra Estate Wine og Coffee Bar på
den anden side af gaden. Han vil sørge for, at publikum kan hygge sig med både kaffe og kage eller en
sodavand til musikken.

Der er gratis adgang i Pop Up Music Club i Nørregade 57, hvor der er åbent 26.9-30.9 fra klokken 15 til
17.30, også når der er Open By Night i gågaden. Fredag er der blandt andet besøg af Den Danske
Strygekvartet, som er top aktuel med cd-udgivelsen ”Flat leaf”, der udkom 2. september.