Marie Brolin-Tani Koreograf, Sverige

Marie Brolin-Tani voksede op i Stockholm, hvor hun tidligt stiftede bekendtskab med musikkens og teatrets verden, idet faderen var violinist ved Stockholm-operaen. Hun var dog fast besluttet på at blive danser, og som 16-årig blev hun i 1974 optaget på Balettakademiens fireårige uddannelse, og senere trænede hun bl.a. videre ved London School of Contemporary Dance og École Joseph Russillo i Paris.

Tilfældighedernes spil bragte hende til Århus, hvor hun sammen med bl.a. koreograferne Eske Holm og Palle Granhøj, opbyggede et professionelt dansemiljø. I 1987 debuterede hun som koreograf med værket Ikaros. Det blev begyndelsen til en lang række danseproduktioner som fx Picasso, 1988, men også til koreografi for teaterproduktioner, bl.a. Marie Grubbe på Odense Teater 1988, Parsifal på Den Jyske Opera 1991 og Carmen samme sted 1999. I 1992 startede hun Marie Brolin-Tani Danseteater som et offentligt støttet egnsteater. Den store kunstneriske indsats blev belønnet med lokaler på Brobjergskolen ved Musikhuset, hvor hun ud af en simpel gymnastiksal skabte en særdeles fin dansescene, som stadig fungerer den dag i dag.

Marie Brolin-Tani har sine kunstneriske rødder i den ekspressive, moderne dans, den skildrer følelser mellem mennesker, ikke mindst de store lidenskaber, både de rene og de perverterede. Hendes koreografi er ofte fortællende og kan være baseret på et drama som G. Büchners Woyzeck, 1990, en roman som Dostojevskijs Idioten, 1993, eller en tragedie som Aischylos’ Orestien, 1994, der gæstespillede på Det Kgl. Teater i 1995. Hun har bevidst engageret yderst forskellige koreografer til sit danseteater, heriblandt svenskeren Jessica Iwanson med Ansigter, 1992, israeleren I. Galili med Double Time, 1994, og englænderen T. Rushton med Carmina Burana, 1997. Kompagniets internationale position er desuden blevet forstærket af hyppige udlandsturnéer. I 1998 skabte hun i samarbejde med Aarhus Symfoniorkester King Lear til musik af Carl Nielsen, og året efter blev værket sat op af to sydafrikanske kompagnier i Pretoria, Sydafrika. I 1992 etablerede hun en balletskole og i 1996 et juniorkompagni. Sammen med sin medskabende ægtefælle, scenografen Hans-Olof Tani, lykkedes det for Marie Brolin-Tani at skabe det første egentlige danseteater i Århus. Det blev starten på et arbejde, der gjorde Århus kendt som et internationalt dansecentrum på baggrund af Brolin-Tanis store produktivitet samt talrige prisbelønnede og  anmelderroste danseforestillinger over hele Europa. Fra 2001-2008 var Marie Brolin-Tani leder af Skånes Dansteater i Malmö og senere underviste hun på Skolen fro Moderne Dans i København.

I 2013 lykkedes det Holstebro Kommune at få fat i hende som kunstnerisk leder af Black Box Dance Company, Holstebro.