Marens madpakker Tema 2016

Klassiske Dages tema for 2016 er Holstebros kulturelle vartegn, Maren

Modtagelsen af Maren for 50 år siden var i første omgang blandet. Nogle mente, at byrådet havde spildt skatteborgernes penge på et stykke skrammel, mens andre roste byrådet for fremsynethed og mod til at tænke utraditionelt. Som én af de sjovere happenings lagde adskillige af byens borgere madpakker foran Maren – den tynde dame så jo ud til, at hun trængte til lidt at spise. Den officielle titel på hende er ”Kvinde på kærre”, men efterhånden fik skulpturen kælenavnet ”Maren å æ Woun” – et tydeligt tegn på, at Holstebros borgere havde taget Maren til sig. Til daglig står hun på torvet ved Nørregade (gågaden) foran det gamle rådhus. Hun kan ses dagligt fra kl. 10 til kl. 21.

Maren er i dag Holstebros lysende symbol på kulturen og hun ankom til byen I et år, hvor mange af byens kulturinstitutioner også blev grundlagt. Således er der mange jubilæer I Holstebro I dette år: Odin Teatret, Kunstmuseet og Musikteatret Holstebro fylder 50, det er 40 år siden at Danmarks første Musikalske Grundkursus blev oprettet på Holstebro Musikskole og Det Kgl Teaters Balletskole Holstebro fejrer 20 års jubilæum.

Alberto Giacometti
Maren blev skabt af den schweiziske skulptør Alberto Giacometti i 1942. Originalt var skulpturen af gips, men blev støbt i bronze i 1963.
Alberto Giacometti (1901-1966) var én af det 20. århundredes mest indflydelsesrige og betydningsfulde kunstnere. Han levede og skabte sin kunst i Schweiz, Italien og Frankrig. Giacometti var en kunstner, der ikke let lader sig sætte i kunstnerisk bås – han er gennem tiderne blevet knyttet til surrealismen, formalismen og ekspressionismen.
Giacometti var i sine tidligere værker stærkt inspireret af den enkelthed, han fandt i kubistisk og afrikansk skulptur. Senere gjorde surrealismen et stort indtryk på ham, og hans skulpturer blev mere abstrakte og primitive. I midten af 30erne begyndte Giacometti at skabe mere genkendelige skulpturer af mennesker. De usædvanlig tynde og langstrakte figurer var ofte bittesmå. Selv sagde han, at han ikke fremstillede menneskets figur, men dets skygge.

Erhvervelsen af Maren
1965 var året, hvor Holstebro for alvor begyndte at investere i kulturpolitikken. Der skulle blandt andet indkøbes kunst til det offentlige rum – til glæde og inspiration for byens borgere. Holstebro byråd nedsatte et udsmykningsudvalg med den kommende direktør for Holstebros Kunstmuseum, Poul Vad, som kunstkonsulent. Inspireret af en Giocometti-udstilling på Louisiana drog udvalget til Paris, nærmere Gallerie Maeght, hvor man opnåede enighed om at investere i Giacomettis ”Kvinde på kærre”, som kunne erhverves for den dengang betragtelige sum af 210.000 kr. Ny Carlsbergfondet bidragede med 60.000 kr., og et enigt byråd bevilligede de resterende 150.000.
Marens første indtryk af sin nye hjemby hørte dog til i den mere kedelige ende – hun blev nemlig sat på depot. Der skulle være kommunevalg, og man ville gerne undgå ballade som følge af investeringen. Dette lykkedes dog ikke helt, da Holstebro Dagblad tog sagen op i en række kritiske artikler om indkøbet af ”kløpinden”, muligvis ansporet af en ivrig redaktør, der selv stillede op til valget.
10. marts 1966 blev Kvinde på kærre afsløret for offentligheden af borgmester Kai K. Nielsen. Ved samme lejlighed blev også Astrid Noacks Knælende dreng og Albert Mertzs Fløjtemanden præsenteret. Maren var dengang opstillet på Kirkepladsen, hvor hun blev frem til 1978.
Siden da er Maren blevet flyttet til sin nuværende placering foran det gamle rådhus. Hver aften kl. 21.00 sænkes hun ned i et sikkert natteleje, både for at forhindre hærværk – og at Bjørnebanden stikker af med den efterhånden temmelig kostbare dame, de seneste estimater ligger omkring 15 millioner.
Maren og Musikken

I 2009 fik Maren sin egen hymne komponeret af den færøske komponist Pauli î Sandagerdi. Han vandt spillet om at komponere hymnen i konkurrence med 41 andre komponister.

Credits: Foto og tekst Holstebro Kommune
© Alberto Gicometti /copydanbilleder.dk.