Nyheder fra Klassiske Dage – se flere nyheder her.

Maren har fået sin egen muffin Holstebros vartegn ”Kvinde på kærre” har fået sin helt egen muffin

Maren har fået sin egen muffin

Holstebros vartegn ”Kvinde på kærre” har fået sin helt egen muffin, som vil blive serveret til efteråret i forbindelse med musikfestivallen Klassiske Dage

Holstebros vartegn, Giacometti-skulpturen ”Kvinde på kærre”, fylder 50 i år, og nu har hun fået sin helt egen muffin. Skulpturen, der lokalt har kælenavnet ”Maren å æ woun” kan nu glæde sig til at servere ”Marens blåbærbombe” for byens gæster, når Holstebro den første weekend i oktober er vært for musikfestivallen Klassiske Dage.

Opskriften til Marens musikalske muffin blev fundet i en bagedyst blandt 16 bagerlærlinge på Uddannelsescenter Holstebro, hvor der mandag blev præsenteret otte forskellige, meget kreative bud på, hvordan ”Marens” muffin skal se ud og smage.

Den vindende blåbær-muffin er kreeret af 17-årige Benjamin Sandberg og 23-årige Philip Mortensen, der begge er i lære hos Guldbageren i henholdsvis Aalestrup og Grindsted.

”Vi har valgt en blåbærbund, og så er vores muffin dekoreret med ristede hasselnødder, så drysset minder lidt om den bronze, som skulpturen er støbt af. Og så er der fyldt chokolade ovenpå, fordi Giacometti er fra Schweiz, og det land er jo kendt for sin chokolade,” forklarer Philip Mortensen.

Uddannelsesleder Jan Emtkær Jensen er ovenud tilfreds med elevernes indsats.

”Det har været sjovt at følge den udviklingsproces, som de har været igennem siden den første afprøvning. De har optimeret på deres opskrifter og har vist, at de har lært meget af den evaluering, de har fået undervejs. De har præsenteret et højt teknisk niveau, også når man tager i betragtning, at de trods alt kun er halvandet år inde i uddannelsen, så jeg er meget stolt af dem,” siger Jan Emtkær Jensen. Eleverne havde fået et fælles oplæg og har også selv været i gågaden for at se ”Kvinde på kærre”. Det gav en masse kreative ideer. For eksempel valgte et af holdene at bage en muffin med chokolade og pebermynte-smag, for som de forklarede under præsentationen:

”Maren bliver jo kørt ned i kælderen af elevatoren hver aften klokken otte, så vi syntes, hendes muffin skulle smage af ’After Eight’-chokolade.”

Det vindende bagerhold fik foruden æren et gavekort til et ”Gourmet & Galla”-arrangement med en god middag på restaurant ”Under Klippen” efterfulgt af gallakoncert i Musikteatret Holstebro.

Muffin_dyst
I midten ses de to vindere: Benjamin Sandberg og Philip Mortensen fra Guldbageren

Præmien blev overrakt af Klassiske Dages festivalleder, fløjtenist Janne Thomsen (tv i billedet)

”Jeg er imponeret over den kreativitet, som eleverne har demonstreret. Det er flotte og meget lækre kager, de har bagt. Og vi vil glæde os til at servere dem i forbindelse med en af koncerterne under Klassiske Dage,” siger Janne Thomsen.

Under festivalen vil det være en af Klassiske Dages sponsorer, Kaffekagehuset, som bager Marens muffins.

Dommerpanelet til den lokale bagedyst bestod af:

Tom Uldall, advokat, bestyrelsesmedlem af Klassiske Dage og Bocuse d’Or
Turistchef Susanne Toftegaard, VisitHolstebro
Ismail Aydoganer, restaurant Under Klippen.
UCH-kokkefaglærer Anders Heegaard, medlem af Cordon Bleu de Saint Esperit Danmak, dommer i
Musling og østers præmieren i Nykøbing samt deltager i Nordic Taste konkurrencen.

 

Af Tomas Maxe