Klassiske Dage dedikerer koncert til Kancheli Giya Kancheli døde 2 dage før uropførelsen

Klassiske Dage dedikerer koncert til komponist Giya Kancheli, som døde for 2 dage siden

Den georgiske komponist Giya Kancheli døde onsdag 2. oktober, 84 år gammel.

Klassiske Dage – Holstebro International Music Festival, som netop nu afvikles, dedikerer sin koncert i Holstebro Kirke, lørdag 5. oktober, til komponisten. Her vil hans værk ”Night Prayers” blive uropført i en ny version for fløjte, spillet af Klassiske Dages kunstneriske leder og stifter Janne Thomsen.

Temaet for årets Klassike Dage-festival er ”Prayers and Stories” og er blandt andet inspireret af Janne Thomsens personlige møde og venskab med den georgiske stjernekomponist Giya Kancheli.

Han havde omskrevet sit værk ”Night Prayers” for den norske jazz saxofonist Jan Gabarak og Janne Thomsen har bestilt fløjteversionen, som komponisten Frederik Zeuthen har lavet. Og som siden blev godkendt af Giya Kancheli med lidt ekstra tilføjet..

– Da Giya voksede op i Sovjetunionen, så er hans forhold til religion særpræget. Han blev spurgt, om hans stykke ”Night Prayers – med overtitlen ”A life without Christmas” kunne forstås som værende spirituel? Han svarede: ”Jeg kan ikke lide udtrykket ’spirituel musik’, for det antyder jo, at der findes det modsatte, en ’uspirituel musik’ – og rigtig musik kan ikke være uspirituel! Mit stykke er et spirituelt stykke, men ikke et kirkeligt stykke på den måde.”, fortæller Janne Thomsen.

Og nu bliver værket så uropført i en fløjteversion i Holstebro Kirke den 5. oktober, desværre uden at komponisten selv kunne nå at høre værket.

– Jeg er dybt berørt og da musikken fløjtekoncerten netop også er meget dyb og med stor melankoli, så er det for mig meget følelsesladet at spille dette stykke netop nu, da Kancheli ikke er blandt os mere. Vi vil sende ham og hans familie mange varme tanker, når vi spiller i den smukke kirke i stearinlysets skær lørdag aften, siger Janne Thomsen.

Klassiske Dage begyndte årets festival 2. oktober og fortsætter til og med søndag 6. oktober.

Festivalen fejrer i år, at det er 15 år siden, at fløjtenist Janne Thomsen stiftede Klassiske Dage som en hyldest og tak til fødebyen Holstebro, hvor hun lærte at spille så dygtigt, at hun sidenhen optræder på scener i hele verden med sin tværfløjte. 

– Selvom årets tema ”Prayers and Stories” lyder meget religiøst betonet, så er det ligeså meget en pegefinger til at materielle goder ikke er vedvarende. Musikken bringer os intet materielt, men er tæt knyttet til sjælen, siger Janne Thomsen.

Klassiske Dage har et ekstraordinært stort og festligt program med rigtig mange medvirkende her i jubilæumsåret, så der skulle være rige muligheder for at få en fantastisk oplevelse – både til koncerterne og til gratis events i Holstebros gågade og til musikindslag i lokale kirker og rundt omkring i landet.

Læs hele festivalprogrammet og bestil billetter på www.klassiskedage.dk.

Pressekontakt: Thomas Maxe – tlf. 41 57 21 57 press@klassiskedage.dk