Christian Øland Dirigent

Den danske dirigent Christian Øland blev som 18-årig optaget i dirigentklassen på Sibelius Akademiet i Helsinki.
Efter kun et års studier blev han af  chefdirigent Hannu Lintu udnævnt til assisterende dirigent for Det Finske Radio Symfoniorkester. Som sådan dirigerede han blandt andet orkestrets børne- og ungekoncerter samt forskellige produktioner af moderne musik.
I 2016 modtog Christian “Carl Nielsen Talentprisen”.

I sæson 2019/20 dirigerer Christian Øland bl.a. ved den velrenommerede Savonlinna Opera Festival i Finland, samt vender tilbage til Odense og Aarhus Symfoniorkestre og Copenhagen Phil.
Derudover debuterer han denne sæson med orkestre som Aalborg Symfoniorkester, Magdeburg Philharmoniker, The Slovakian State Philharmonic og ikke mindst Det Kgl. Kapel – sidstnævnte i Nøddeknækkeren på Det Kgl. Teater.

Tidligere har han dirigeret orkestre som Det kgl. Svenske Hovkapellet/Royal Swedish Orchestra og DR Radiosymfoniorkesteret. I foråret 2017 dirigerede han en fuld produktion af Benjamin Brittens opera ‘A Midsummer Night’s Dream’ med Helsinki Sinfonietta.

Selv spiller Christian Øland klaver og fagot, og har som fagottist spillet adskillige gange i Det Finske Radiosymfoniorkester.
Han har modtaget undervisning af dirigenter som Atso Almila, Hannu Lintu, Leif Segerstam, Jorma Panula, Herbert Blomstedt, Mikko Franck og Esa Pekka Salonen.

Christian har som barn selv været deltager på Askov Sommerstævne, hvor hans mor Birgitte Øland var celloinstruktør.
Christian er i år dirigent på Askov for 3. gang.

Tekstkilde: DAOS.dk