Asbjørn Faleide Fristad Dirigent, Norge

Asbjørn Faleide Fristad modtog i 2019 Léonie Sonnigs Talentpris. Til hverdag er han ansat i Holstebro som dirigent på OrkesterEfterskolen for kor og harmoniorkester, lærer i musikhistorie, værklytning, hørelære og musikteori.

Fristad er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han studerede kandidat- og solistuddannelse i klassisk korledelse samt masteruddannelsen i rytmisk korledelse. Han fik sin bacheloruddannelse i sang fra Musikkonservatoriet ved Universitetet i Tromsø og har derudover læst musikvidenskab ved universitetet i Oslo.Som dirigent har Asbjørn arbejdet med kor og orkestre og bl.a. opført Mozarts Tryllefløjten i maj 2018 i Symfonisk sal i Musikhuset i Aarhus. Han var med til at grundlægge ny-musikensemblet Ensemble Edge og har i den forbindelse dirigeret flere projekter hvor ny musik for kor og strygere er omdrejningspunkt. Udover sit arbejde på OrkesterEfterskolen er Fristad dirigent for Landskoret, et nationalt ligestemmigt ungdomskor på eliteniveau.