Artur Tuznik Jazzklaver, Polen/Danmark

Artur Tuznik er jazzpianist og komponist. Han er opvokset i Polen og har været bosat i Danmark siden 2008. Tuznik tog sin bachelor på musikkonservatoriet SDMK i Odense og kandidatgrad samt solistklasse på Rytmisk Musikkonservatorium i København med bl.a. Carsten Dahl som lærer. Artur fortsætter nu sine studier med klassisk klaver hos prof. Niklas Sivelöv på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

I sit nyeste projekt præsenterer Artur en helt ny original klang indenfor klavertrio sammen med Nils Davidsen og Jakob Høyer. Pladen Artur Tuznik TRIO (2016) introducerer en mørkere lyd inspireret af så forskellige genrer som impressionismen, skandinavisk avantgarde og slavisk folkemusik.

Efter Artur Tuzniks debut hos det danske pladeselskab BlackOut i 2011 med hans Licak/Tuznik “Quintet” med trommeslager Anders Mogensen har han gjort sig bemærket på den danske jazzscene gennem samarbejde med notabiliteter som Thomas Agergaard, Alex Riel, Jesper Lundgaard, Anders AC Christensen, Tomas Franck, Richard Andersson, Nicolai Munch-Hansen, Claus Waidtløv og flere.

I de seneste år har Artur tillige været en del af flere internationale projekter, hvor han har spillet med store navne som Tomasz Stanko, Jeremy Pelt og Tony Malaby, ligesom han har optrådt på festivaler i Europa, USA og Canada samt prestigefyldte koncertsteder som Lincoln Center i NYC.

Tuznik har vundet priser på en række meget ansete internationale jazzkonkurrencer i Europa – B-Jazz Burghausen (DE), Getxo Jazz (ES), Jazz Hoeilaart (BE), Jazz-Nad-Odra Festival (PL) og mange flere.

www.arturtuznik.com