Mozart, så englene synger… Album-aktuelle Katrine Gislinge er solist ved Klassiske Dage

Album-aktuelle Katrine Gislinge er solist ved Klassiske Dage med blandt andet Mozarts Klaverkoncert nr. 21 – ”Elvira Madigan”

Mød Gislinge ved Klassiske Dage i Holstebro 3. – 7. oktober

Både publikum og musikanmeldere er begejstrede for den danske pianist Katrine Gislinge. Danmarks Radio har tildelt hende P2-prisen for indspilning af værker skrevet af hendes mand, komponist Bent Sørensen, og ”Musikmagasinet Fanfare beskriver hende som ”en af Skandinaviens mest prominente pianister” og roser hendes seneste cd-udgivelse til skyerne, en indspilning af Mozarts Klaverkoncerter nr. 11-13.

Det bliver en anden Mozart-klaverkoncert, Katrine Gislinge skal spille for Klassiske Dages publikum, nemlig nr. 21 – også kendt som ”Elvira Madigan”, der er en af den klassiske musiks absolutte ”greatest hits”.

– ”Elvira Madigan” har en æterisk skønhed, som Mozart altid har. Det er en af hans senere klaverkoncerter, et virtuost værk, og så er den meget berømte anden sats vanvittigt smuk, selv om den samtidig er utroligt enkel. Det er som et blidt hjerteslag hele vejen igennem. Det er nærmest himmelsk, siger Katrine Gislinge.

Medie for højere magter

Hun er meget betaget af den tilsyneladende lethed, der er over Mozarts værk og måden, det blev til.

– Det er, som om musikken bare er strømmet ind på papiret med Mozart som medie for de højere magter. Andre komponister har haft store kampe med deres værker, for eksempel har man set, hvordan Beethoven havde kradset ud og rettet i sine nodeark, men hos Mozart er som om, at tonerne bare væltede ubesværet ud, siger hun.

Man skal dog ikke tage fejl. Selv om musikken er let, luftig og enkel i sin form, er den svær at spille, når det skal lyde helt rigtigt.

– Mozart er en udfordring. Det skal jo lyde så smertefrit og ubesværet som muligt, og det er sværere end det lyder at få en c-durs-skala til helt op at synge af lys og liv, forklare hun.

Gensyn med Holstebro

Katrine Gislinge er en af dem, som kender sin Mozart og kan spille, så englene synger.  Hun spiller klaverkoncerten som solist ved den symfoniske festkoncert ”Sea Pictures”, som opføres i både Holstebro, Viborg og Aarhus.

Katrine Gislinge glæder sig i øvrigt til at optræde på Klassiske Dage for første gang, efter at festivalens kunstneriske leder, fløjtenist Janne Thomsen inviterede hende til Holstebro.

– Janne og jeg mødte hinanden som helt unge. Vi er vist sådan nogenlunde jævnaldrende, tror jeg? Men det er aldrig rigtigt lykkedes os at komme til at spille sammen, så da Janne kontaktede mig, sagde jeg ”Ja!” med det samme, fortæller Katrine Gislinge og ler hjerteligt.

Og så afslører hun, at hun såmænd kender byen Holstebro ganske godt.

– Min fars kone er født i Holstebro, så jo, jeg kender godt byen. Jeg glæder mig til festivalen, siger hun.

Radiokoncert og masterclass

Foruden Mozarts klaverkoncert vil Katrine Gislinge også optræde sammen med de øvrige solister ved Klassiske Dages store åbningskoncert ”Nye Horisonter” på spillestedet Knudsens i Holstebro, torsdag 4. oktober. Koncerten optages af DR P2.

Som optakt til festivalen vil Katrine Gislinge forestå en masterclass for udvalgte klavertalenter, onsdag eftermiddag – også på Knudsens. Der vil være gratis adgang til at overvære undervisningen.

Se programmet for tider og billetbestilling til koncerterne.