Den flyvende festival-arrangør

Den flyvende festival-arrangør

Cimber-Sterling Bladet 2009
Af Niels Stoktoft Overgaard

International fløjtenist turnerer rundt i de største koncerthuse, men vender hvert efterår tilbage til fødebyen Holstebro medbringende fremragende kolleger blandt verdens bedste musikere

Nogle mennesker pendler fra Als til Aabenraa og andre fra Odense til København, men Janne Thomsens faste rute går fra København til Schweiz. En mandag morgen i hver måned flyver hun ned for at passe sit gæsteprofessorat på konservatoriet i Luzern, og tirsdag aften returnerer hun – hvis hun ikke skal spille koncert et andet sted i verden.
41-årige Janne Thomsen er Danmarks internationale fløjtenist. Hun spiller som sammen med verdens mest fremtrædende musikere i Berlin, Paris, London, Tokyo, Moskva og de andre store koncerthuse. Men hun giver også sin viden og erfaring videre til de største talenter. Nu i Schweiz og før da på det berømte konservatorium Mozarteum i Salzburg i Østrig.
De sidste fem år har Janne Thomsen tilføjet sit partitur en tredje node. I sin fødeby, Holstebro, arrangerer hun den internationale festival ”Klassiske Dage”. Hun medbringer sine kolleger fra de store scener rundt om i verden. De skal se, hvor hun voksede op, og de skal spille for det danske publikum. Janne Thomsens netværk gør, at verdensnavne giver koncert i Vestjylland. I år for eksempel den russiske violinist Viktoria Mullova, der netop har fået overskriften ”Fænomenal” i dagbladet Politiken og seks af seks stjerner for sin nye cd.

Begyndte som fire-årig

Janne Thomsen er først og fremmest kunstner – fløjtenist, solist, kammermusiker. Det er hendes håndværk. Det er det, hun har øvet sig på, siden hun var fire år. Fløjten har kun været tømt for luft én gang i fire uger, da hun i sommeren 2007 fødte Elina ved kejsersnit på Rigshospitalet. Datteren var med til den første koncert seks uger gammel, og så gælder det om at time amning mellem prøver og optræden!
En fuldtids solist har svært ved at være mor, og også derfor er Janne Thomsen begyndte at undervise. Ingen kan læse i en bog eller på internettet, hvordan de spiller fløjte. Det musikalske håndværk skal gives videre på samme måde, som det er sket i flere hundrede år – fra mester til elev.
Festivalen i Holstebro passer også ind i familielivet. Hendes forældre bor i den vestjyske by. Klassiske Dage giver mulighed for at blæse andre sider af Janne Thomsens talent – det organisatoriske. I år for eksempel et samarbejde med en række skoler med 2-300 børn, der gennem hele eftersommeren øver på et stykke musik, som de skal opføre sammen med entertaineren Sigurd Barrett.

På højeste niveau

Uanset om Janne Thomsen selv spiller, underviser eller arrangerer festival, så foregår det på højeste niveau. I musikkens champions league giver kompromisser selvmål.
”Jeg kan også undervise et seks-årigt megatalent på fløjte på højeste niveau. Det handler ikke om alder eller andre forhold, bare om altid at yde det højeste,” forlanger Janne Thomsen af sig selv.
For hende er det også logisk, at festivalen er placeret i Holstebro. Byen er berømt for at satse på kultur. I dag rummer Holstebro talentcentre for billedkunst, musik og dans.
”En af verdens mest kendte festivaler for klassisk musik finder sted i den afsides finske by Kuhmo. Her strømmer publikum til ikke bare fra Skandinavien, men også fra resten af Europa. Jeg har spillet i Kuhmo mange gange, også i denne sommer. Det er ikke geografien, der er afgørende – det er kvaliteten af programmet.”